Hvad betyder stjernerne på campingpladsens skilt?
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Stjernedrys på campingpladsen

Hvem bestemmer om en campingplads får 1 eller 6 stjerner?
Ole Mose
24/06-2018 kl. 06:00

Stort set alle campingpladser reklamerer med stjerner. En 6-stjernet campingplads har flere faciliteter end en 3-stjernet.

Ja og du læste rigtigt! Der findes faktisk campingpladser med 6 stjerner – i hvert fald én.

I følge Jyske Vestkysten, er Hvidbjerg Strand Camping netop blevet tildelt 6 stjerner. Årsagen er, at de angiveligt har de samme faciliteter som de 5-stjernede campingpladser, men derudover tilbyder noget mere.
Der er link til artiklen nederst på siden.

Hvem bestemmer antallet af stjerner?
Hvis du tror,  det er en uvildig offentlig myndighed, tager du grundigt fejl.
I Danmark var det indtil sidste år, det nu konkursramte Campingrådet, der stod for kategoriseringen. Altså en privat organisation, som blev betalt af campingpladserne.
Man kan også se at det tyske ADAC (svarer lidt til danske FDM) tildeler pladserne stjerner. Princippet er det samme. Pladsen skal opfylde bestemte krav (i hvert fald i det lave antal stjerner 1-3) og så får man tildelt stjerner efter det.
Hvad angår Campingrådets gamle tildeling og ADACs, hvor man tildeler 4, eller 5 stjerner og nu 6, er kriterierne mindre konkrete og så handler det mere om andre ting – eksempelvis pladsens evne til at formulere deres kvaliteter over for dem, som tildeler stjernerne.

Der findes mange “stjernekastere”
Som du kan se, er der flere aktører som tildeler stjerner. I princippet kan enhver campingplads lave sit eget stjernesystem og tildele sig selv 6 stjerner. Det vil se fint ud, men gavner det de besøgende, må man spørge sig selv?
Campingpladserne ser en markedføringsværdi i at have flest mulige stjerner. Jo flere jo bedre. Det på trods af at stjernerne intet fortæller om pladsens reelle rekreative kvaliteter.
Stjernerne fortæller kun om, hvorvidt  der er en bred indkørsel, pool, sauna, legeplads o.s.v., altså alt det du typisk kan se i form af pixogrammer og billeder på hjemmesider og oversigter.

Tilbage til de 6 stjerner
Nu da Campingrådet er væk, ser mange campingpladser et problem i, at deres “stjerneværdi” også er forsvundet.

Det har skabt et nyt forretningsområde og en ny virksomhed har set dagens lys. Det drejer sig om virksomheden Campingstjerner.dk.
Virksomheden er i øvrigt stiftet og drevet af en tidligere ansat i det konkursramte Campingrådet. 
Det er denne virksomhed, der nu har opfundet de 6 stjerner. I følge firmaets egen kategoriseringstabel, skal en 6-stjernet campingplads opfylde de samme krav, som der stilles til en 5-stjernet. Hvad der derudover kræves, fremgår ikke klart.

Hvad kan vi campister bruge systemet til?
Det er naturligvis fristende for os campister at læne os tilbage og stole på campingpladsernes mange stjernesystemer. Men forvent ikke for meget af systemerne.
De fleste af os har sikkert vores eget indbyggede stjernesystem, som bygger på nogle helt andre og for os langt mere værdifulde kvaliteter.
Selvfølgelig vil vi gerne finde gode campingpladser, hvor der gælder minimumskrav, som passer individuelt til os. 

Der er pæn forskel på 1 til 3-stjernede pladser. Her giver kategoriseringen mening. Men om det er 4,5 eller nu 6 stjerner, vil for de fleste være umærkeligt. Stjernerne giver ingen forsikring om, at det er en plads, man kommer til at holde af. 
Når der nu begynder at skyde virksomheder op, som ser en forretningside i at udvande systemet yderligere, mister stjernerne endnu mere betydning.

Link til artikel fra Jyske Vestkysten

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start