Kampas 2016-nyheder - Innovative fortelte og udstyr
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Kampas 2016-nyheder

Engelske Kampa har altid været dygtige til at udvikle innovativt campingudstyr
Ursula Østerberg
10/10-2015 kl. 09:00

Engelske Kampa har altid været dygtige til at udvikle innovativt campingudstyr. I 2013 lancerede firmaet Rally Air-serien, som bestod af en række oppustelige fortelte. Serien blev en succes med det samme. Derfor er det altid spændende hvad Kampa præsenterer til næste sæson.  Det nye 2016 sortiment byder dog mest af alt på det velkendte, men der er også nogle spændende nyheder iblandt.  

Ace Air i 2016

Ace Air var i både 2014 og 2015 Kampas mest efterspurgte oppustelige fortelt. I den nye sæson fås luksusfamilieteltet nu i 3 forskellige bredder: Ace Air 300, Ace Air 400 og Ace Air 500. Det betyder, at det nu er muligt at få et fortelt på hele 15 m2, som blot skal pustes op et enkelt sted.  Er det ikke nok plads, så er der i alle tre modeller aftagelige sidepaneler og frontplader, så der kan lynes et anneks til. Annekset kan fås som oppusteligt eller med stænger. Der er desuden kommet en indgangsdør i sidepanelet, så du selv kan vælge, hvor indgangen til forteltet skal være. 

Til næste sæson kan du nyde meget mere lys og luft i forteltet, for i de nye modeller er der også kommet ovenlysvinduer. Er der alligevel for meget solskin i løbet af dagen, så sætter I blot det nye solsejl op.   

Rally Air Pro i 2016

Rally Air Pro er, ifølge Kampa selv, verdens bedst sælgende oppustelige letvægtsfortelt. Til næste sæson  kan det i fire størrelser: Rally Air Pro 200, Rally Air Pro 260, Rally Air Pro 330 og Rally Air Pro 390. Air Pro er 2,5 meter i dybden, så det giver rigtig god plads til ophold, og nu er der endda muligheden for at tilkøbe et oppusteligt anneks (eller to), så du kan få endnu mere plads. 

Lysindfaldet i forteltet er blevet endnu bedre. Ligesom i Ace-serien er der nemlig kommet loftsvinduer, så der kommer mere lys ind. Ellers er Rally Air Pro, som den også var i sæson 15 – et super praktisk fortelt, der kun skal pustes op ét sted. 

Fiesta Air Pro i 2016

De nye og forbedrede Fiesta Air Pro 280, 350 og 420 har også alle fået det nye sidepaneldesign og dermed også en ekstra indgangsdør. Igen er det også muligt at tilføje et anneks og få endnu mere plads. Det nye solsejl kan også tilføjes.  

Hvor Air Pro og Ace Air har rigtige gardiner, der giver hygge, så har Fiesta Air Pro persienner, der giver mere privatliv. 

Masser af nyt ekstraudstyr 

Kampa udvikler hele tiden på deres udstyrspakker, og det har de naturligvis også gjort til sæson 2016. Det nye SabreLink lyssystem er et perfekt eksempel. Med de nye LED-lysstofrør kan du ved hjælp af en fjernbetjening selv justere stemningsbelysningen. Alle 2016-modeller har fået velcro-flapper, der passer til SabreLink-skinnerne, så du let kan hænge lysskinnerne op og føre dem hele vejen rundt i forteltet. 

Det skal være endnu lettere at pumpe Kampas fortelte op i næste sæson. Derfor lancerer de den nye Breeze 12v totrins-luftpumpe. Den helt nye kompressionspumpe skal blot sættes i en 12v strømkilde ved hjælp af de ekstra lange strømkabler, og så gør pumpen hele arbejdet. Du indstiller den blot til det ønskede lufttryk, og pumpen stopper først, når forteltet er pustet helt op. 

Termoloftet, som kan tilkøbes til forteltet, var tidligere et nylonstof. Nu er det et bomuldslignende stof. Det er ikke bare smartere i udseendet, men en ekstra bonus er, at det mindsker kondens.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start