Man kan kan fint campere uden campingplads i Danmark
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Camping uden campingplads

Campister er normalt henvist til specielle campingpladser, men der begynder at komme nye alternativer.
Ole Mose
20/07-2018 kl. 09:44

Camping og campingpladser har hørt uløseligt sammen i stort set alle de år, hvor camping har eksisteret i Danmark. Nu begynder nye alternativer at dukke op og det kan vi takke autocamperfolket for.
Mange kommuner er begyndt at lave specielle pladser til autocampere, da de ser et godt indkøbspotentiale i denne turistgruppe.
Pladserne er ofte beliggende ved havne eller tæt på bycentrum og er hovedsageligt forbeholdt autocampere. Men sådan er det ikke altid.

Frederikshavn
Lige ved lystbådehavnen i Frederikshavn er der eksempelvis lavet en plads, som også må bruges af campister. Således er du også velkommen med campingvogn, camplet, eller telt. 
I tilknytning til pladsen er der toiletter, bade, en opholdsstue, en lille legeplads og alle muligheder for wifi, el-tilslutning, tømning, og bortskaffelse af affald.

Lystbådehavnen
Det er lystbådehavnens faciliteter, der stilles til rådighed og derfor betaler man også for opholdet på havnekontoret. Det foregår i en automat, hvor man køber et døgn, samt et kort til varmt vand og el (depositum kr. 50). Et døgn koster kr. 160 pr. enhed – bil+campingvogn, autocamper. Ikke noget med ekstra for børn, hund, svigermor og/eller badedyr. Bilen skal nok placeres på den gratis parkering lige ved siden af pladsen.

NerD
Specielt omkring denne plads kan nævnes, at der ligger en rigtig god restaurant i ca. 50 meters afstand: NerD. Her kan man få fantastiske fiskeretter og skaldyr. Hvad med f.eks. en skaldyrskasse med krabbe, jomfruhummer og “pillerejer” og dertil hørende kniv, gaffel, nøddeknækker og krabbegaffel for kr. 199? (Jeg var der i aftes og det var en fantastisk oplevelse). 
Man kan spise på restauranten eller få maden som take-away og man kan også få “fiskefrie” retter. Restauranten får 4,7 ud af 5 mulige af Googles/Facebooks bedømmere – det er ganske imponerende.

Beliggenhed
Pladsen ligger mindre end 2 km. fra Frederikshavns centrum, som kan anses som en billigere udgave af Skagen, men med mange af de samme gode muligheder – og mere til.

Gæster
Her er der et meget broget udvalg, hvis man ser på nationalitet. Vi faldt i snak med 4 franske seniorer, som var på vej hjem i 2 autocampere fra Nordkap. Det var folk, der alle undtagen en var mere end 70 år. Det ene par var tidligere bønder ved La Rochelle og leverede druer til cognac produktion – en cognac som vi fik glæden af at smage. 

Flere pladser af den slags?
Når Frederikshavn Kommune tillader adgang for campingvogne skyldes det sikkert, at pladsen sjældent er fyldt. Rigtigt mange autocamperpladser er ellers forbeholdt autocampere, hvilket kan skyldes belastning eller hensyn til campingpladser i nærheden.
Man kan jo gøre sig den tanke, at autocamperpladserne er mere “rigtig camping”, end de næsten underholdningslande, som mange campingpladser er endt med at være. Forskellige campister har nu en gang forskellige behov.
Men det ville være dejligt med flere alternativer til de ofte traditionsbundne campingpladser.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start