0-100 km/t på 4,1sek. acceleration fra første vrid og selv når man kører 80 km/t, så skal der ikke geares ned når man skal overhale. MC´en ligger godt ned i svingende og den er let og føles ikke som om den vejer de 217 kg.
En sjov motorcykel at køre, men underligt når man holder stille, da man ikke ved om den er i gang eller ej. Topfarten er ca.160 km/t og man kan starte og stoppe i 3 gear. Den har 6 gear, men det er faktisk ikke nødvendigt at skifte hverken op eller ned, det er bare at køre.
Men minusset er nok at den kun kan køre et sted mellem 75 – 200 km alt efter om det er motorvej, eller bykørsel, derefter skal den lade i 3 ½ time. Ja, for Brammo empulse er en EL-motorcykel.
Jeg var så heldig at blive spurgt om jeg havde lyst til at prøve en EL motorcykel som lige er kommet til Danmark. Det kunne jeg ikke sige nej til. Så jeg sagde naturligvis ja med det samme.
Man mærker ikke at den vejer 217 kg, den virker forbavsende let, derfor egner den sig fint til lidt sving og sjov. Men jeg er nu lidt ambivalent med lyden, den siger jo næsten ikke noget, og lyden er jo en stor del af motorcykel glæden. På den anden side så generer man ikke naboerne, når man skal ud og køre.
Ville jeg vælge en EL motorcykel ? I forhold til mit forbrug, så ville den ikke egne sig til mine lange ture, men ville være glimrende til at fragte mig på arbejde hver dag og samtidig være et billigt alternativ. Den koster ca.6 øre pr. km, så for mit vedkommende ville det koste kr.3.60 pr dag at køre på arbejde. Nå ja og så koster batteriet naturligvis en slat penge at skifte ca.kr.40.000. Men det skulle holde 5-6 år alt efter forbrug. Den er afgiftsfri ligesom el bilerne er, blot er batteriet ikke afgiftsfri som det ellers er til biler. Det er da en forskelsbehandling. Den koster omkring kr.100.000, men kun til 2016 hvor afgiften ryger på igen.
Spørgsmålet er også om den vil blive accepteret i motorcykel verdenen?
Så hvis jeg havde penge til 2 maskiner, så kunne den sagtens være et alternativ, men jeg ville aldrig bytte for min Hayabusa.