Biler Motorcykler Camping Køb og salg Nyheder
Gunnar Skrydstrup's blog

Sjovere end du tror

Motorer på 250-300 kubik og 25-40 hk lyder ikke af meget i vore dage, men to dage med BMW G 310 GS, Honda CRF 250, Kawasaki Versys-X 300 og Suzuki V-Strom 250 viste, at mindre maskiner godt kan være både velfungerende og sjove at køre.

Når man har kørt mc i mere end et halvt århundrede og gennem en lang årrække været vant til at føre sig frem på nogle af de største og dyreste 2-hjulede nyheder, så virker det ikke umiddelbart ophidsende at få et tilbud om at deltage i en 2-dages-test af maskiner på 250-300 cm³. Men hvad gør man ikke for at komme i godt selskab og køre lidt mc.

MagaCin-bossen havde fået den idé at samle 4 enduroagtige og forholdsvis billige modeller og sammenligne dem et par dage på forskellige typer veje. Så en søndag formiddag troppede vi 4 chauffører og en fotograf op ved MagaCins lokaler for at kaste os over de 4 gange ”småkravl” i form af BMW G 310 GS, Honda CRF 250 L, Kawasaki Versys-X 300 og Suzuki V-Strom 250.

Planen var, at alle skulle køre alle maskinerne på alle typer af veje fra jord og grus over asfalt-landeveje til motorveje, så undervejs blev der skiftet maskiner for hver cirka 30 til 60 minutter.

Mit første pas forgik på Suzuki V-Strom 250 på mest små og halvstore landeveje i retning mod Mols. Selv om den til rundt regnet 50.000 kr var testens billigste, og den 2-cylindrede motor kun har 25 hk at gøre godt med, virkede Suzuki'en hverken sløv eller kedelig. Selvfølgelig er det ikke noget voldsomt ryk, der kommer, når man drejer på håndtaget, men selv til ret frisk småvejskørsel føles den ikke kedelig, og man lægger straks mærke til gode detaljer som blød og vibrationsfri motorgang, godt gearskifte, afslappet kørestilling, gode instrumenter og meget velfungerende spejle. Eneste egentlig noterede minus efter de første cirka 30 minutter var sædets udformning, der ikke er helt overbevisende for en person i vægtklassen 95-100 kg.

Næste model var endnu en 25-hestes sag i form af den ret offroad-prægede 1-cylindrede Honda CRF 250 L til cirka 57.000 kr, der også som den eneste af de 4 kørte på egentlige offroad-dæk. Det giver en lidt anden kørefornemmelse end på mere gadeprægede dæk, men Honda'en stod fint fast på småvejene og kunne smides rundt med, så den ikke havde problemer med at følge med, når bare motoren fik nogle omdrejninger. Men det er trods alt mere en offroader og småvejsfræser, end det er en rejse-enduro, så den faldt egentlig noget uden for de tre andres stil. Til gengæld ville den med sin fine affjedring og forholdsvis lave vægt banke de andre sønder og sammen ved ren offroad-kørsel. Men det var jo ikke offroad, men rejsekørsel, vi var ude på.

Det første egentlige mål var et net af grusveje på Mols, og her viste Kawasaki Versys-X 300 (ca. 72.000 kr) sig som noget af en overraskelse. Det var den, jeg følte mig bedst tilpas på, når vi taler rejse-grusvejskørsel. For eksempel passede kørestillingen perfekt, når jeg stod op, og Versys'en styrede fint og stabilt igennem belægninger med løse sten, hvor det også var den, jeg turde køre stærkest på. Jeg havde egentlig regnet med, at det ville være BMW'en, men på jord- og grusveje passede Kawa'en simpelt hen bedst til mig.     

På store landeveje og motorveje brillerede Versys X-300 også som den mest velfungerende af de fire. Mest i kraft af kvartettens stærkeste motor på 40 hk, en meget fin motorgang og glimrende fungerende spejle (ligesom Suzuki'en) og den lettest overskuelige instrumentering. Til lange ture skal det dog med i overvejelserne, at Kawa'en har et meget hårdt polstret sæde, men på denne tur med hyppige skift mellem maskinerne blev det aldrig noget problem. Hvis man hører til dem, der godt kan lide at skrue bissen på i kurver på ikke helt jævne veje, så skal det også med, at Versys-X 300 godt kan blive lidt blød og løs i ”knæene”, når den får noget gas. 

Med 34 hk var BMW'en til en mindstepris på cirka 66.000 kr den næststærkeste af de 4, og som Kawa'en fulgte den også pænt med trafikken på 130-motorvejsstykkerne ned gennem Jylland. Men den 1-cylindrede motors gangkultur virker lidt rå i forhold til de 2-cylindrede (Versys og V-Strom), og specielt det venstre sidespejl blev noget sløret af vibrationer fra små 6.000 omdrejninger og op. Ellers udmærker BMW'en sig ved at være generelt velfungerende med blandt andet en fin kørestilling, den bedste affjedring af de tre egentlige rejse-maskiner og de bedst fungerende bremser af alle 4. 

Dagen endte i Sønderborg, og da havde vi været igennem programmet af alle typer veje fra jord og grus til motorveje med meget og lidt trafik. Der var derfor så at sige dømt fri kørsel, da det næste dag igen gik mod nord. MagaCin-chefen stillede sin telefon ind på Kurviger.de, og så gik det af sted efter ham på fortrinsvis små veje. Af og til af den mere ”listige” type og en enkelt gang så listig, at vi måtte vende om og køre tilbage, da ”vejen” frem var spærret af buske og et levende hegn mellem to marker.

Vejret var med os, og det blev nogle herlige timer i sik-sak op gennem Jylland. Selv en sive-punktering forvoldt af en lille sten på BMW'ens baghjul kunne ikke sætte en stopper for underholdningen, og alle var enige om, at somme tider kan mindre være lige så godt som mere, hvis bare man vælger de rigtige veje. Det blev en meget sjovere dag, end man umiddelbart skulle have troet, når snakken går på maskiner på 250-300 kubik og 25-40 hk. 

Der er for mig at se ingen tvivl om, at målt på ren funktion ved almindelig kørsel og brug, så er Kawasaki Versys-X generelt den af de 4, der scorer flest point, men hvis jeg selv skulle købe en af dem, så blev det BMW'en. Den har lige det mere karakter og udstråling, når man kører den, og så vægter affjedringen og bremserne også til dens fordel. I øjeblikket er jeg ikke lige i markedet for denne type mc, men der er ingen af de 4, som jeg ikke gerne ville eje. De fungerer bedre og er noget sjovere at køre, end man umiddelbart skulle tro, når man ser på motorstørrelserne.
Om bloggeren
Gunnar Skrydstrup
Gunnar Skrydstrup forhenværende ansvarshavende redaktør og forretningsfører på det populære motorcykelblad MC Touring Club Danmark. Gunnar Skrydstrup er nu pensioneret motor-journalist, og driver hjemmesiden www.motorliv.dk
Kommentarer
Du skal være logget ind, for at kunne oprette indlæg.
Søg MC mærke