Biler Motorcykler Camping Køb og salg Nyheder
Bjarne Lauridsen's blog

Vind, frihed, fart og oplevelser

Svingkørsel fra 9-17, øl, god mad og løgnehistorier resten af tiden.

Tidspunkt: vinteren 2013/2014:

Jeg syntes tiden var kommet til at jeg skulle opleve noget nyt. Jeg havde hørt mange entusiastiske fortællinger fra mine MC-kammerater, som havde været nede i alperne og køre MC. Jeg havde kørt mange ture – og også i nogle bjerge, men aldrig uden selv at have planlagt turene og aldrig med en flok ”fremmede”. Var det nu sjovt? – Fik vi nu det hele med? – Var det en ok gruppe? - og og og ...

Det var mine tanker før jeg meldte mig på den første arrangerede tur til Alperne (MagaCin-tur 2014) Jeg bookede turen og fik en kollega med. Jeg kendte også en af de andre deltagere fra et kørekursus – og guiderne var instruktører fra kørekurserne – de var jo passende ”tossede” - så det skulle jo nok gå alt sammen.

Jeg forberedte turen med nye dæk, bremser og generelt eftersyn af MC. Kontrollerede at pas og forsikring var opdateret. Jeg var klar. En del af os deltagere fulgtes med en enkelt overnatning, i Harzen, undervejs til startbyen Schäftlarn i Sydtyskland. Sommerfuglene i maven faldt lidt til ro – de andre deltagere var superflinke og vi hyggede os. Da alperne så småt rejste sig forude, var vi nået til startbyen. Jeg var nysgerrig, spændt og glad.

Mange af os deltagere boede på samme hotel natten før starten, så lidt løgnehistorier blev der allerede fortalt. Tourguiden gav pr. sms den første øl, fordi holdet fra Sjælland havde været så ”dygtige”, at vi var kommet til Sydtyskland uden uheld, hmmm, sommerfuglene i maven kom lidt til live igen. Det blev klart for mig, at mange allerede havde været afsted på sådanne ture før. De kunne fortælle om de sjoveste pas og selvfølgelig også alle ”wow”-oplevelserne.

Næste morgen kl. 09.00 var der opstart fra hotellet. Vi skulle lige køre de sidste km til startstedet. Vi ville være der i god tid inden kl. 10.00, hvor der var afgang. Guiderne ankom og vi blev ”krydset af” på listen og kom afsted i de 2 grupper. Vejene snoede sig og vi kom afsted i passende frisk tempo. Efter kort tid (næh, der var gået et par timer) var der kaffepause med den smukkeste udsigt. Vejene snoede sig , op ad de smukkeste bjergveje, op, ned og rundt, over nogle pas-toppe. Temperaturen ændrede sig fra varme i dalene til lidt friskere temperatur og vind oppe på bjergryggene. Frokost, mere MC-kørsel – en kop kaffe og så var vi fremme ved det hyggelige hotel. Indtjekning, en øl (eller 2) – det er jo ikke mig der laver reglerne ;).

Dagen efter spiste vi morgenmad og VENTEDE på at guiderne var klar, så vi kunne komme afsted. Der var begejstring i gruppen og der blev snakket og grinet som var vi gamle venner, der havde kendt hinanden altid. Jeg kunne lide det, det føltes skønt at køre i flokken, mærke min cykel kunne trække – mærke følelsen af alle 58HK (jaja – de andre grinede lidt (i starten)), høre lyden af de arbejdende maskiner, mærke hvordan jeg og cyklen virkelig fik lov til at arbejde, både i store kurver og skarpe sving. Vinden, friheden og farten. Det her, var ikke noget jeg kunne gøre hjemme på de danske flade, lige veje.

Den ene dag tog den anden og desværre gik tiden alt for hurtigt. Hver dag blev der kørt 200-250km med masser af sving og højdemeter. Sammenholdet med de andre deltagere var rigtig godt og der blev knyttet nye venskaber. Jeg kunne mærke, jeg var lidt misundelig på de lokale beboere, som boede med bjergene i deres baghave. Den lange vej tilbage til det flade Danmark blev klaret med tog fra München til Hamborg og derfra på MC resten af vejen tilbage.

Tænkte på MC-vennerne derhjemme og at denne tur bestemt ikke var sidste gang på de fremragende bjergveje . Nu kunne jeg pludselig se mig selv, som værende den, som talte om alperne med samme begejstring og entusiasme, som mine MC-venner havde gjort det til mig.

Det blev ikke sidste gang jeg var på MC i alperne – jeg har været det hvert år siden og i år glæder jeg mig til at være guide for MagaCins sommertur i uge 27 – og (også) i år skal der gives gas på de fedeste bjergpas og på kendte og ukendte snoede veje med fantastiske panorama´er og måske liiidt flere km end de foregående år.
Om bloggeren
Bjarne Lauridsen
Bjarne er mangeårig motorcyklist, med MC kørekort fra en ung alder, men først seriøs motorcyklist fra det fyldte 37 år. Bjarne er flittig til egen dygtiggørelse, og har deltaget i efteruddannelse hos næsten alle danske kursusudbydere. Bjarne underviser nu for både for FDM og en udbyderne af de grundtekniske kurser. Efter nogle tunge BMW touringmaskiner, og derefter en Husqvarna TR650 Strada har Bjarne nu en Yamaha Tracer900 aka "Bambi-killer". Ms. Tracy bliver brugt flittigt, så det bliver til mange tusinde km årlig og altid "forhåbentligt mere næste år"
Kommentarer
Du skal være logget ind, for at kunne oprette indlæg.
Søg MC mærke