Biler Motorcykler Camping Køb og salg Nyheder
Bjarne Lauridsen's blog

Den bedste MC for dig og mig....

Jeg vil påstå, at hvis man vælger motorcykel efter smilets størrelse, så går det ikke helt galt (ens eget smil altså - ikke mandens, konens, kammeraternes, bankrådgiverens eller andre).

Hvilken motorcykel er den bedste motorcykel? Snakken går livligt når ”drengene” (og indimellem også pigerne) mødes. Der bliver snakket fabrikater, kubik, hestekræfter, antal cylindre, elektroniske hjælpemidler og udseende. 

Men vil det være mere rigtigt at spørge ”Hvad er den bedste motorcykel for MIG lige nu”? Ud fra hvor man er i livet, hvordan man kører, hvilke ture man skal køre osv. osv. 

Der er så mange forskellige typer og modeller og der er jo ikke rigtig nogen motorcykler som er decideret dårlige i dag. Skal man så gå efter den der bedst kan klare den årlige tur på motorvejen til alperne? De snoede veje i alperne? Den fedeste foran caféen? Den sjoveste på tirsdagsturen eller….?? 

Der er mange valgmuligheder og mange måder at vælge på. De færreste har et reelt behov for en motorcykel selvom en god køretur kan være en form for terapi. Jeg plejer at råde til at man prøver flere forskellige (gerne til en realistisk pris) og så vælge den som giver det største smil på turen. 

Da jeg skulle skifte for et par år siden, havde jeg læst om alle mulige modeller og da der så kom et godt tilbud på Husqvarna TR650 Strada, måtte jeg prøve den. Første prøvetur var delt i 2: en landevejsdel, som var fantastisk sjov og en motorvejsdel, som var et mareridt pga. strid sidevind. Den ville jeg ikke have, men sælgeren fik mig overtalt til en prøvetur i stille vejr - og så var jeg solgt. 

Efter godt 2 år og (langt) over 30.000 km kan jeg kun sige, at selvom der har været (og er) nogle irriterende (garanti-) problemer, er glæden ved den undermotoriserede, højbenede ”ged” stadig kæmpestor. Den opfylder mit behov for en motorcykel som ”kan alt” det jeg holder af. Jeg skal arbejde (kæmpe) med både den og mig for at få det optimale ud af den og det kan jeg godt lide. Den er øv på motorvejslangtur, men det kan gå an. Ellers er min løsning – en MC-trailer :). 

Jeg har for nylig prøvet en ny 1000cc naked bike på en længere landevejstur og den kørte fantastisk. Men jeg kommer næppe i nærheden af dens grænser (og da slet ikke på offentlig vej) og mit kørekort vil være i konstant fare OG jeg har det stadig mindst lige så sjovt på min egen. 

Jeg kan sagtens forstå fascinationen af sådan én og/eller store adventuremaskiner, touring-maskiner, choppere (nå nej – det kommer jeg nok ikke til at forstå, hehe) og de vilde racermaskiner.

Vi kan være fascinerede af mange forskellige motorcykler og ting ved motorcykler – jeg synes det vigtige er, at vi har den motorcykel som passer til det behov man har – og ikke mindst den som giver en det største smil når man kører på den. Derfor er det godt, at der er så mange forskellige at vælge imellem. 

Hvordan finder man så den bedste MC? 
Desværre er der jo næsten altid en prisramme – så når budgettet er lagt kan markedet afsøges, gode råd fra venner og bekendte modtages og motorcykler prøves og vurderes og det skal besluttes om (eller hvor meget) udstyr der skal købes. Man kan kigge specifikationer, vurdere om MC´en skal bruges til at pendle i bytrafik, eller flere gange om året køre på langs og tværs af Danmark eller Europa eller bare sjove ture på små veje eller måske off-road.

Jeg har lige fulgt sådan en proces meget tæt på. Jeg så min kones MANGE prøve-”sidninger” på forskellige nye og brugte cykler og en del prøveture. Da jeg så smilet på hendes ansigt efter første prøvetur på ”den udvalgte”, var jeg sikker på, hvad hun ville vælge. 

Det kan godt være at nogle tests har kritiseret modellen for en ikke-optimal affjedring og at grundkonstruktionen er et par år gammel og at den ikke har de nyeste elektroniske hjælpemidler, men den ser fantastisk ud, lyder totalt sprød med den valgte udstødning, hun sidder godt på den og føler sig hjemme – og smiler bare man snakker om den. At prisen så også var nogenlunde som først fastlagt, er jo så et yderligere plus. 

Jeg vil påstå, at hvis man vælger motorcykel efter smilets størrelse, så går det ikke helt galt (ens eget smil altså - ikke mandens, konens, kammeraternes, bankrådgiverens eller andre).
Om bloggeren
Bjarne Lauridsen
Bjarne er mangeårig motorcyklist, med MC kørekort fra en ung alder, men først seriøs motorcyklist fra det fyldte 37 år. Bjarne er flittig til egen dygtiggørelse, og har deltaget i efteruddannelse hos næsten alle danske kursusudbydere. Bjarne underviser nu for både for FDM og en udbyderne af de grundtekniske kurser. Efter nogle tunge BMW touringmaskiner, og derefter en Husqvarna TR650 Strada har Bjarne nu en Yamaha Tracer900 aka "Bambi-killer". Ms. Tracy bliver brugt flittigt, så det bliver til mange tusinde km årlig og altid "forhåbentligt mere næste år"
Kommentarer
Guzze
Guzze 26/8 2016 kl. 14:59
Den bedste mc er selvfølgelig en Ducati ;-)
Du skal være logget ind, for at kunne oprette indlæg.
Søg MC mærke