Magacin - Nu er produktionen af Toyota C-HR i gang
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Nu er produktionen af Toyota C-HR i gang

Produktionen af den helt nye Toyota C-HR er netop skudt i gang. Diamanten, som Toyota selv betegner bilen med det dramatiske og vovede design, kan også fås som hybridbil og er dermed den tredje Toyota hybridbil, der produceres i Europa. Toyota C-HR har premiere i Danmark til januar.
Toyota Danmark
15/11-2016 kl. 09:30

De helt store smil var fundet frem, da syv Toyota-topchefer anført af den øverste boss i Europa klippede det røde bånd over som symbol på, at produktionen af den første udgave af Toyotas nye diamant – den skarptdesignede Toyota C-HR – er gået i gang.

Få timer senere forlod den første C-HR samlebåndet på Toyotas europæiske fabrik i Tyrkiet klar til i første omgang at indtage salgslokalerne og herefter erobre vejene over hele Europa.

Toyota C-HR er en af Toyotas vigtigste nyintroduktioner i mange år, hvorfor markeringen af produktionsstarten da også havde en særlig betydning for den japanske bilgigant.

“Denne bil er utrolig vigtig – ikke kun for fabrikken her, men for hele Toyota. Den placerer sig i en af de hurtigst voksende bilklasser for tiden og er et bevis på Toyotas stærke første indtræden i et for os helt nyt segment,” sagde øverste chef for Toyota i Europa, Johan Van Zyl i forbindelse med produktionsstarten.

Fordobler produktionen

Toyota C-HR er tredje bilmodel på Toyota-fabrikken i Tyrkiet, der også producerer den legendariske Corolla og familiebilen Verso. Med C-HR næsten fordobler Toyota-fabrikken produktionen fra 150.000 til 280.000 biler om året takket være en investering på over 2,5 mia. kr.

C-HR kan fås med 1.2-liters turbobenzinmotor eller med den nyeste og fjerde generation hybridteknologi, som også ligger i hybridikonet Toyota Prius. Hybridudgaven af C-HR kører længst på literen med et gennemsnitligt brændstofforbrug på op til 27 km/l ved blandet kørsel i den mest økonomiske udgave. I Danmark kører hybridudgaven i gennemsnit 25,6 km/l ved blandet kørsel, da alle udgaver af C-HR i Danmark er udstyret med store 18″ alufælge, hvilket altså koster en lille smule i brændstofregnskabet.

Ligesom andre Toyota hybridbiler er C-HR udstyret med både et hybridbatteri, en elmotor og en benzinmotor. Den kan køre på ren el over en kortere distance med en hastighed på helt op til 110 km/t. Trods elkørslen slipper man for at oplade hybridbatteriet. Det sørger hybridbilen nemlig automatisk selv for under kørslen. Med den nyeste hybridteknologi kører C-HR både længere og oftere kun på elmotoren, og derved bliver kørslen både mere miljørigtig og støjsvag.

Tredje europæisk producerede hybridbil

Med C-HR kan Toyota føje endnu en hybridbil til produktionen i Europa, hvor man i forvejen også producerer Yaris Hybrid og Auris Hybrid. Og der er bud efter Toyotas hybridbiler, også i Danmark, hvor Toyotas salg af hybridbiler er næsten tredoblet i år sammenlignet med året før.

Det er ikke kun på designet og hybridteknologien, at Toyotas nye skarptslebne diamant C-HR skiller sig ud. Et lækkert interiør i særlig høj kvalitet frister sammen med masser af udstyr som fx adaptiv fartpilot, LED-kørelys, blødt læderrat med varme, regnsensor, 8″ touchskærm med Toyotas nyeste multimediasystem, bakkamera og sikkerhedspakken Toyota Safety Sense med automatisk nødbremse, der sørger for, at bilen i faresituationer selv bremser for biler og fodgængere.

Toyota C-HR er den første bil uden for Japan, der er bygget på en helt ny platform baseret på den nye Toyota-filosofi TNGA (Toyota New Global Architecture), der handler om at bygge endnu bedre biler på både smartere og mere økonomisk vis. Den nye platform gør, at det trods den hævede siddehøjde har været muligt at sikre et lavt tyngdepunkt og dermed skabt grobund for optimale køreegenskaber fuldt sammenlignelige med noget lavere biler.

C-HR rammer de danske veje ved årsskiftet, men salget – og nu også produktionen – er allerede skudt i gang.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start