Historien om Alfa Romeo Giulietta Spider

Da anden verdenskrig endte i 1945 stod italienske Alfa Romeo i nogenlunde samme situation som tyske BMW. Fabriksanlæggene lå i ruiner, der var mangel på materialer, og

man måtte tage sin tilflugt til at lave for fabrikken utraditionelle produkter. For Alfa Romeos vedkommende blev det blandt andet skodder, vinduesrammer og komfurer. 

Efterhånden blev fremstillingen af biler dog genoptaget. Det skete blandt andet ved hjælp af bortgemte dele fra før krigen lukkede bil-produktionen. Alfa Romeo var dengang statsejet og -kontrolleret, og det var ikke helt let for ledelsen at få de nødvendige bevillinger, men fabrikkens tekniske chef, Orazia Satta Puglia, der blev ansat i 1946, pressede ihærdigt på og arbejdede samtidig på udviklingen af en motor og en model, som skulle ændre Alfa Romeo fra årligt at lave et beskedent antal eksklusive biler til at blive masse-producent. Tiden var ikke længere til kun at producere dyre sportsbiler til den økonomiske elite, så Satta havde en plan, der gik ud på stadig at lave forholdsvis sportsprægede biler, men til en pris som i hvert fald en del af middelklassen kunne betale.

Fabrikken første egentlige nyskabelse efter krigen var en model kaldet 1900. Den blev præsenteret i 1950 og kom først som almindelig sedan (Berlina), men året efter også som coupé (Sprint). I starten var dens 4-cylindrede motor på 1.884 cm³ og ydede 80 hk. Senere kom der versioner med 100 og 115 hk, og slagvolumen blev i 1953 sat op til 1.975 cm³, ligesom flere af de kendte italiensk karosseri-firmaer lavede deres egne special-versioner af den. Målt med Alfa Romeos førkrigs-salg opnåede 1900'eren stor succes. I løbet af dens 5-årige produktionstid blev der solgt rundt regnet 19.000 i alt af de forskellige versioner. Et kæmpe spring for fabrikken i Portello ved Milano, der i 1930'erne kun lavede knap 400 biler i gennemsnit om året.   

Giulietta som spydspids for masseproduktion

Model 1900 var dog kun det første skridt mod masseproduktion, da den trods alt var for stor og for dyr til at kunne sælges til de bredere befolkningslag, men svaret på det kom med Giulietta-modellen på biludstillingen i Torino i april 1954. Giulietta er den italienske oversættelse af navnet på den kvindelige hovedperson i Shakespeares Romeo and Juliet og betyder noget i retning af Lille Julie.

Dengang som nu var et ”byggeklods-system”, hvor de teknisk set samme dele blev brugt til flere forskellige modeller, en af forudsætningerne for at holde omkostningerne nede. Sattas holdning var, at selv en avanceret motor blev nogenlunde billig at producere, hvis bare der blev lavet nok af den, og derfor fik Giulietta en motor, som var enestående for sin tid og størrelse. Udgangspunktet var den 4-cylindrede med alu-topstykke, halvkugleformede forbrændingskamre og dobbelt overliggende knastaksel fra 1900'eren. Men i modsætning til den store, der havde en motorblok af støbejern, blev den lille 1.290 cm³ motor i Giulietta lavet helt igennem af letmetal, hvilket var ret enestående for gadebiler dengang, og den blev da også grundlaget for Alfas motorer mange år frem i tiden.

Den salgsmæssig vigtigste version af Alfa Romeo Giulietta var en 4-dørs sedan kaldet Berlinetta, men det var ikke den, der kom først. Det var coupé-udgaven kaldet Sprint, og det var også den, der blev vist på udstillingen i Torino i 1954. Baggrunden var den, at for at skaffe penge til finansieringen, så havde Alfa Romeo lavet et slags lotteri, hvor de, der investerede i fabrikken, havde en chance for at vinde et eksemplar af den nye model, som oprindelig var lovet færdig til sidste halvdel af 1953. Som det også er set til andre tider, så haltede den italienske planlægning dog noget, og på det tidspunkt, da bilen skulle have været præsenteret, var produktionen af karosserier langt fra klar til at gå i gang. Lotteri-deltagerne begyndte at murre, pressen begyndte at interessere sig for sagen, og der var optræk til skandale på grund af de brudte løfter.

Coupé-udgaven kaldet Sprint.

Noget måtte gøres, og Alfa henvendte sig til karosseri-firmaer for at få forslag til en special-udgave af Giulietta. Bertones prototype blev valgt, og i løbet af kort tid lykkedes det det dengang lille firma at få Giulietta Sprint klar, så den kunne vises i april 1954. Selv om det var meget få biler, der rent faktisk blev produceret, før Berlinetta'en kom på markedet hen på 1955, så havde Alfa dog reddet æren og undgået skandalen, og Giulietta blev med Alfa-målestok en drønende succes. I alt blev der lavet 177.688 af dem, når man medregner dem, der med 1,6 liter motor fra 1962 blev solgt under betegnelsen Giulia.

Guilietta Spider

Lige fra starten stod det klart, at Guiletta også skulle fremstilles i en åben udgave kaldet Spider. Både Bertone og Pinin Farina (dengang blev det skrevet i to ord) lavede prototyper til Spideren. Valget faldt på Pinin Farinas. Da det var Bertone, der stod for Sprint-udgaverne kom special-udgaverne altså fra to forskellige firmaer, men de ligner faktisk  hinanden så meget, at det ikke er indlysende, at de ikke er fra samme karosseri-skrædder.   

Giulietta Spider blev lanceret i oktober 1955, og den adskilte  sig fra både Berlinetta og Sprint ved at have 4-trins gulvgear i stedet for det i 50'erne så populære ratgear, som de to andre versioner havde i starten af deres karriere. Med vore dages standard er der ikke meget luksus over Giulietta Spider, men med midt-halvtredsernes var den forholdsvis luksuriøst udstyret. I hvert fald når man sammenligner med, hvad der var gængs praksis i de så udbredte små og mellemstore engelske sportsvogne fra den tid. Den havde for eksempel vinduer, der bare kunne rulles op eller væk, og kalechen var forholdsvis nem at slå op og ned i forhold til mange andre af datidens åbne biler, hvor man ofte skulle have den store teltoperatør-eksamen for at kunne finde ud af det. Også bagagerummet var pænt stort for den type biler.

Fra starten delte Spideren motor med Sprint. Hvilket vil sige, at den havde 65 hk ved 6.000 o/m. Senere steg effekten til 80 hk  og 90 i Veloce-versionen med dobbelt Weber karburator og skrappere knaster. Som noget for sig selv havde Giulietta Spider i starten en betydelig kortere akselafstand end de øvrige i familien og med en vægt på omkring 865 kg vejede den også mindre end både Berlinetta og Sprint-udgaverne. Efter 1959 blev akselafstanden dog øget lidt, og det er i det hele taget karakteristisk for Alfa, at der indimellem blev indført større eller mindre ændringer, som ikke altid er lige lette at tidsbestemme. Fra 1962 skiftede den i øvrigt navn fra Giulietta til Giulia (Julie), da den sammen med de øvrige i familien fik 5 gear og motorvolumen øget. Den var nu på 1.570 cm³, og selv med en forholdsvis almindelig register-karburator blev Spider standard-udgaven nu angivet til en ydelse på 92 hk ved 6.200 omdrejninger og 112 hk i Veloce versionen. Desuden fik de cirka 1300 sidst producerede af Giulia Spider også skivebremser ved forhjulene. Produktionen blev indstillet i 1964, men i 1966 blev den afløst af den spider-version, som Dustin Hoffman i sin jagt på Mrs. Robbinsons datter kørte ind i film-historien i The Graduate, og som i sin fjerde udgave levede helt frem til 1993.

Du kan læse MagaCins klassikertest af Alfas første Spider her.