Toyota FT86 Open Concept - ny cabriolet sportsvogn
FacebookYoutubeXInstagram Threads
Opret
Opret bruger

Opret Bruger

Log ind

Geneve Motor Show

Toyota viser ny cabriolet sportsvogn
Toyota
04/02-2013 kl. 09:15

Hele fire nyheder vil funkle på Toyota-standen ved den kommende internationale biludstilling Geneve Motor Show til marts. Men særligt en af nyhederne trækker ekstra opmærksomhed. Toyota afslører nemlig for første gang en helt ny cabriolet sportsvogn konceptbil med navnet FT-86 Open concept.

Med tre verdenspremierer og en enkelt europæisk premiere byder Toyota på en særdeles appetitvækkende menu, når den store internationale biludstilling Geneve Motor Show slår dørene op i begyndelsen af marts.

Verdens største bilproducent har hele fire nyheder på menukortet, hvoraf særligt én tiltrækker ekstra opmærksomhed. Det er kun et halvt år siden, at Toyota introducerede den baghjulstrukne sportsvogn GT86, som allerede har høstet mange priser over hele verden – heriblandt også æresprisen ved Årets Bil i Danmark 2013.

Nu er Toyota så klar med en konceptudgave af den baghjulstrukne sportsvogn i en cabriolet udgave. Konceptbilen har fået navnet FT-86 Open concept og giver altså et særligt indblik i en måske kommende variant af GT86.

En af det japanske bilmærkes andre funklende nyheder er den nye Auris Touring Sports – en stationcarudgave af Auris, der i øvrigt netop har haft danmarkspremiere som hatchback i Danmark.

Stationcar-udgave af Auris
Auris Touring Sports er godt nok tidligere vist på biludstillingen i Paris i oktober. Her var der dog ingen oplysninger om bilen, mens dørene var låst, og vinduerne sortblændet. I Geneve bliver dørene endelig låst op og alle informationer og specifikationer på Toyotas nye stationcar frigivet.

Med en kombination af stor fleksibilitet, skarpt design og enestående bagagerumsplads samt muligheden for at vælge den miljørigtige hybridmotor skiller Auris Touring Sports sig markant ud fra andre biler i samme klasse.

Ud over verdenspremieren på den kommende Auris Touring Sports viser Toyota også resultatet af et designprojekt med samme bil. Designstudiet har fået navnet Auris Touring Sports Black.

To-personers emissionsfri bybil
Der er også verdenspremiere på en kompakt, sjov og noget anderledes to-personers bil, der hverken udleder CO2, partikler eller andre skadelige stoffer. Konceptbilen med navnet TOYOTA i-ROAD er i stand til at transportere fører og en passager hurtigt og effektivt rundt i byen.

Sidst men bestemt ikke mindst funkler den nye Toyota RAV4 også på Toyota-standen i Geneve. Her er der tale om en europapremiere, da den smarte SUV blev vist frem første gang på den store biludstilling i Detroit i USA i januar.

Alligevel er der god chance for, at fjerde generation RAV4 stjæler en del af rampelyset med sit gennemgribende nye design, den højnede kvalitet i kabinen og et mere køreinvolverende aftryk. Der følger også et par design studier med RAV4, der vil blive præsenteret som RAV4 Premium og RAV4 Adventure.

Del med en ven

Skriv et svar

Giver børn en ny start