Biler Motorcykler Camping Køb og salg Nyheder
Fra Opel Kadett til Opel Ampera
Fra Opel Kadett til Opel Ampera

Fra Opel Kadett til Opel Ampera

To garvede specialister i pålidelighedsløb skal køre Opel Ampera i det dansk-svenske Oresund Rally, der afvikles i Nordsjælland og Sydsverige den 10.-11. september

 
Normalt sidder Søren Dahl og Thomas Petri i en Opel Kadett Coupé fra 1978, når de deltager i pålidelighedsløb, men i Oresund Rally den 10.-11. september skifter de fortidens teknologi ud med fremtidens. Parret stiller nemlig op i en Opel Ampera, der er så ny, at den endnu ikke er kommet til salg i Europa. Bilen en såkaldt for-seriebil, som hentes op fra fabrikken i Tyskland til lejligheden.

Opel Ampera er en utraditionel elbil med både elmotor, batteri og benzinmotor. Ampera kan køre mellem 40 og 80 kilometer alene på batteristrøm, og når batteriet har nået sit minimumsniveau, starter en lille benzinmotor automatisk med at producere strøm, så bilen kan fortsætte med at køre ved hjælp af elmotoren. I modsætning til traditionelle elbiler løber Ampera aldrig tør for strøm, og man behøver ikke være nervøs for, om man kan nå hjem til stikkontakten.

Skal man køre langt, kan man blot fylde benzintanken op som på en traditionel bil. Rækkevidden med fuldt opladet batteri og fuld tank er over 500 kilometer.

I et pålidelighedsløb gælder det om at holde en bestemt gennemsnitshastighed og ankomme til tidskontrollerne nøjagtig på sekundet.

På trods af den nye bilteknologi forventer Thomas Petri ikke, at det bliver meget anderledes, end hvad de er vant til.

”Det vigtigste i pålidelighedsløb er en driftssikker bil og en meget nøjagtig triptæller,” siger Thomas Petri.

”Der er mange dygtige konkurrenter og pålidelighedsløb bliver normalt vundet med få sekunder mellem de bedste”.

Oresund Rally starter på Rådhuspladsen i København lørdag den 10. september kl. 10. og slutter søndag eftermiddag ved Bella Center i København.
Kommentarer
Du skal være logget ind, for at kunne oprette indlæg.
Relateret
Marked
Søg bilmærke